Jobnyt i klodens tegn
Vi er glade for at kunne byde velkommen til to nye ansigter på Nørrebro Bryghus i form af Peter Hybschmann & Sindre Fredheim, der skal være med til at bane vejen for at blive et så bæredygtigt bryggeri som muligt. De to studerende vil varetage rollen som vores nye Sustainable Impact Advisors og vil bidrage til at give os en retning for, hvordan vi arbejder med bæredygtighed og social ansvarlighed.
De vil dokumentere virksomhedens eksisterende arbejde indenfor området og samtidigt se på nye veje og tiltag.Vores nye medarbejdere læser begge By-, Energi- og Miljøplanlægning på Aalborg Universitet i København og har allerede stort kendskab til vores fokus på bæredygtighed og påvirkninger på miljøet og lokalsamfundet.«Vi blev interesseret i at arbejde med Nørrebro Bryghus i forbindelse med et semesterprojekt om miljøledelse på grund af virksomhedens eksisterende fokus på bæredygtighed, men også på grund af det potentiale vi kunne se i virksomheden. Vi glæder os til at komme i gang med arbejdet og skubbe Nørrebro Bryghus i en mere bæredygtig retning.