Flaskeøl sortiment
En af de største mål for Nørrebro Bryghus er at være medvirkende til at hæve og markant udvide dansk ølkultur. Derfor søger vi også at have et varierende og unikt udvalg af øl – og en enkelt cider - der ikke er brygget i huset. Vi har valgt at have et lille, eksklusivt udvalg, der kan betage, undre og lære gæsterne om hvor forskelligt øl kan smage. Go´ fornøjelse.(Vores egne øl kan ses her)
Tourtel Blonde – belgisk alkoholfri øl - 25 cl. 0,4 % alk. 39 kr.
Målet med godt øl er ikke rusen, men smagen. Derfor har Nørrebro Bryghus fundet et værdigt eksemplar af de alkoholfri øl. Øllet er brygget som en pilsner, hvor alkoholen efter brygningen bliver nænsomt fjernet. Tilbage står en øl, der byder på klassiske pilsnerdyder såsom let maltfylde, markant bitterhed og en forfriskende humlearoma.
Schneider Weisse – tysk weissbier – 50 cl. 5,4 % alk. 69 kr.
Weissbierbrauerei G. Schneider und Sohn fra Winzerkelheim i Bayern er en ledestjerne på weissbier-himlen og her er der tale om bryggeriets klassiker nummer eet! En hefeweissen i klassisk stil – og dog! Den er en anelse mørkere, fyldigere og mere kompleks end de fleste i genren, men bibeholder dog alle hvedeølsdyderne, den lette syrlighed, den frugtige banan- og nellikelignende aroma og den lette krop.
Fanø Rav – dansk pilsner – 50 cl. 4,6 % alk. 69 kr.
Fanø Bryghus er genopstået og i en ny og fantastisk version. Der brygges sprøde håndværksøl af ypperste kvalitet baseret i kærlighed og passion. Fanøs pilsnertype har fået navn efter den lokale 'ædelsten' og ligesom denne, er øllet gyldent og ufiltreret. Smagen er frisk, fyldig, men ret tør og let aromatisk som den lokale humor
Orval – belgisk trappist – 33 cl. 6,2 % alk. 59 kr.
Et yngre trappistbryggeri med kun én øl på menuen? Det lyder måske ikke så ophidsende, men for os Orval-elskere findes der ikke noget meget mere vidunderligt and den ufiltrede, perlende og vidunderligt komplekse lækkerbid fra klostret i Gaume-regionen i Belgien. En let bitterhed, en let syrlighed, humlearoma, gærestre og et lille twang af vildgær. Hvad mere kan man ønske sig?!
Fanø Vadehav – dansk brown ale – 50 cl. 6,5 % alk. 69 kr.
Det nye Fanø Bryghus fortsætter triumferne, denne gang i form af husets mørkeste øl, som er skabt til aftenstunderne ved vadehavet, dette unikke naturfænomen, som er selve Fanøs sjæl. Øllet er mørkt, kraftigt og komplekst med en middeltør og diskret krydret smag, der giver varmen.
La Rulles Triple – belgisk triple – 75 cl. 8,4 % alk. 129 kr.
Mikrobryggeriet La Rulles fra provinsen Luxembourg i Belgien hører til blandt de relativt få nystartede belgiske bryggerier. Stilen generelt er tørrere og friskere end de klassiske belgiske klosterøl, men inspirationen fornægter sig ikke. Triplen fra La Rulles er lys og stærk med et krydret indslag fra gæren, der stammer fra trappistbryggeriet Orval. Frugtige toner møder smagsløgene og balanceres af en varmende alkoholfornemmelse og en perlende, nærmest champagnelignede friskhed slutter smagsoplevelsen.
Girardin Gueuze – belgisk vildgæret - 37,5 cl. 5,0 % alk. 75 kr.
Gueuze-stilen er resultatet af en blanding af ung og gammel lambic, der er en vildgæret øltype. Lambic er en meget syrlig og ”jordslået” øl, der sjældent drikkes helt ung. I stedet lagres den i flere år, hvorved de kraftigste syrligheder og underlige champignonsmage fra vildgæren forsvinder. Herefter tilsættes ung lambic, som bidrager med markant syrlighed. Uendelig kompleks og tør som champagne. Girardin hører til blandt de bedste i genren og black label, som denne øl kaldes er den ufiltrerede og ekstra komplekse gueuze fra Girardin.
De Ranke Noir de Dottignies – belgisk stærk ale – 33 cl. 9 % alk. 59 kr.
Bryggeriet fra Dottignies i Belgien specialiserer sig i øl med en markantere humleprofil end de fleste andre bryggerier i hjemlandet og De Rankes første mørke øl – Noir de Dottignies – er ingen undtagelse. En mørk belgisk ale, der på fornemste vis skjuler sin høje alkohol bag mærkbar tør humlebitterhed og mørke malttoner, navnlig chokolade og nødder.
Schneider Hopfenweisse – tysk hvede IPA – 50 cl. 8,2 % alk. 79 kr.
Verdens bedste hvedeølbryggeri fra Kelheim i Bayern har begået en lille genialitet i skønt samarbejde med Brroklyn Brewery i form af Hopfenweisse, som er en af verdens første hybrider mellem IPA og weissbier. Ufiltreret og med en aroma, der emmer af frugt, banan og melon fra weissbiergæren og frisk citrus fra humlen.
Dupont Avec le bon Væux – belgisk super-saison – 37,5 cl. 9,5 % alk. 79 kr.
Flagskibet fra det vidunderlige belgiske brasserie Dupont er sæsonbrygget Avec le bon Væux, som imidlertid er blevet en helårsøl. en såkaldt super-saison, dvs. en øl i saison stilen, men med langt mere alkohol, fylde og karakter. Lys og let, ufiltreret og perlende som en champagne mens smagssiden byder på en uhørt kompleksitet fra Dupont’s husgær.
Dieu du Ciel Péché Mortel – canadisk kaffestout – 35,5 cl. 9,5 % alk. 79 kr.
Dieu du Ciel ligger i Montreal i Canada og er et vaskeægte micro-brasserie og en brouepub tilmed. Øltyperne er mange og varierede, men i front i porteføljen står Péché Mortel, som er en fyldig imperial kaffestout og en rigtig herreøl. Øllet er kulsort, ganske så bittert og domineres – naturligvis – af kaffen, som er det første, der rammer smagsløgene, og det sidste man fornemmer, når øllet er borte.
Dieu du Ciel Rigor Mortis 2007 – canadisk quadruppel – 35,5 cl. 10,5 % alk. 89 kr.
En canadisk fortolkning af en belgisk klassiker? Og vellagret tilmed. Rigor Mortis (som i øvrigt betyder dødsstivhed) har intet hverken dødt eller stift at byde på. Den er kun vidunderlig. Den store bredskuldrede quadruppel fra Belgien tages under kærlig behandling af semiguderne fra Montreal, der giver de bedste belgiere kamp til stregen. De tre års lagring betyder, at øllet er afrundet, blidt og behageligt, som en bedre portvin.
Herrljunga Cider – svensk æblecider – 33 cl. 4,5 % alk. – 49 kr.
Klassisk svensk æblecider brygget på æblejuice, gær og intet andet. Frugtig og perlende med en behagelig æblesmag. Cideren er til den søde side og er et forfriskende og naturligt alternativ til øllet.
