Øl filosofi

Øl filosofi Ølhjulet | Nørrebro Bryghus øl

Nørrebro Bryghus søger at brygge og servere det mest velsmagende og alsidige sortiment af specialøl, som Danmark har at byde på.

Vores ølfilosofi er basen for øllet. Vi søger først og fremmest alsidighed; at vi til hver en tid har en mangfoldighed af øltyper og smage til rådighed. Vores ølkort byder derfor fra tid til anden på søde, sure, bitre, kraftige, milde, tørre og søde øl, således at der er øl for enhver smag, en for hver sindsstemning og en øl, der passer til de fleste retter. Siden åbningen i september 2003 har bryghuset i brygget intet mindre end 28 forskellige øltyper, hver med sin helt specielle personlighed. Øllet skal nemlig have et unikt præg. Derfor sigter vi efter karakterfulde øl, hvilket opnås ved en kompromisløs tilgang til vores ingredienser: Malt, humle, gær og vand som de fire væsentligste, samt ved en grundig og stolt tilgang til håndværket ølbrygning og en god portion fantasi når der udvikles opskrifter.

Inspirationen til øllet på Nørrebro Bryghus kommer først og fremmest fra USA, hvor mikrobryggerkulturen har været i fuldt flor i et par årtier. Vi deler de amerikanske bryggeriers åbensindede tilgang til ølbrygning. Velsmag vil til hver en tid være vigtigere end at følge de gamle ølkulturers regler, uanset hvor indgroede de er. Det samme princip gælder i forbindelse med udvælgelse af råvarer: Vi vælger til hver en tid den råvare, der giver det bedste smagsmæssige resultat. Økologiske råvarer bliver for eksempel kun anvendt i det øjeblik de smager bedre end alternativet. 

Vi lader os desuden inspirere af andre, mere klassiske ølkulturer sideløbende med den amerikanske, så bliv ikke overrasket hvis ølkortet fra tid til anden byder på tysk, belgisk, tjekkisk eller engelsk inspirerede øltyper.