Presse
Pressemeddelelse: Nørrebro Bryghus har verdens tredje bedste øl!
De første OL-medaljer sikret
Det var i weekenden Danmark sikrede sig de første OL-medaljer i år, da Nørrebro Bryghus deltog og vandt medaljer i World Beer Cup i San Diego, Californien. En konkurrence der betegnes som øllets Campions League og OL i et. Ikke mindre end 2800 øl fra næsten 660 bryggerier i 59 lande blev bedømt af et dommerpanel bestående af 130 øleksperter fra hele verden.
Hele 2 bronzemedaljer blev det til for Bryghuset, der samtidig blev det første specialølsbryggeri i Danmark, der sikrede international anerkendelse i den ellers amerikansk-dominerede liga.
OL-deltagerne og Medaljevinderne - ’Stevns CCC’ - en syrlig, belgisk inspireret og trælagret øl i kategorien ”Wood- and Barrel-aged Sour Beer” og ’Little Korkny Ale’ – en 2 år lagret vinøs og krydret Barleywine på ca. 12,5% alkohol i kategorien ”Aged Beer”, har selv ingen kommentarer til den flotte præstation, men Far, Træner og Bryggeridirektør og brygmester Anders Kissmeyer har dog svært ved at skjule begejstringen over den flotte placering.
”Vi er meget stolte og beærede både på egne og Danmarks vegne over den flotte anerkendelse af vores arbejde på Nørrebro Bryghus. Og netop sådanne placeringer underbygger vores fornemmelse af en større international interesse og opmærksomhed omkring Danmark som en innovativ og kulinarisk deltager i den gastronomiske sværvægterliga. Både med NOMA, men nu også med Nørrebro Bryghus.” – Anders Kissmeyer, april 2008
Er du interesseret i flere kommentarer om Nørrebro Bryghus, World Beer Cup og den stigende internationale interesse for Dansk Specialøl er du velkommen til at kontakte Bryggeridirektør Anders Kissmeyer, der også selv deltog som ekspert og dommer, på tlf.: 29 24 94 32 eller mail: ak@noerrebrobryghus.dk
Pressemeddelelse: Nørrebro Bryghus får 2. plads i stor europæisk designpris
Verdens smukkeste ølflaske?
Nørrebro Bryghus’ flaske er i al fald i blandt dem, hvis man skal tro udvælgelseskomitteen bag den årlige europæiske designpris, som uddeles af det prestigiøse designtidsskrift ’Design Week’.
Ved uddelingen af årets ”DesignWeekAwards07” den 19. februar i London, var Nørrebro Bryghus og designerne Søren Varming og Henrik Kubel, punktum design, nomineret til prisen for det bedste design i kategorien ’Branding/emballage’ (Branded packaging) – altså en kategori, der omfatter stort set alt hvad man kan finde på europæiske butikshylder! Hele 1200 bidrag var sendt ind i denne kategori, hvoraf blot 8 blev nominerede. Det blev desværre ikke til en førsteplads for Nørrebro Bryghus, idet denne blev taget hjem af Apple’s iPod. Men den smukke ølflaske placerede sig på en fornem 2. plads.
”Vi er meget glade og stolte over nomineringen 2. pladsen” udtaler bryggeridirektør Anders Kissmeyer, som fortsætter: ”selv har vi altid været meget begejstrede for designet af vore flasker, for det er - udover at være smukt - både praktisk, enkelt og meget unikt. Det synes vi passer flot til flaskernes indhold, og samtidig giver det Nørrebro Bryghus øl en meget klar identitet, som gør det let genkendeligt på hylderne, hvor der jo efterhånden står rigtig mange spændende øl. At det ikke kun er os selv, der sætter pris på designet fik vi jo allerede bevis for, da vi vandt Dansk Designpris 2004 for den måde, hvorpå vi har integreret godt design i hele virksomhedens identitet. Men da vi selv opfatter vores design som meget dansk eller skandinavisk, er det er jo fantastisk, at det også kan opnå en så stor international anerkendelse. Vi takker de højere magter for, at vi var så heldige at få Søren Varming med om bord i sin tid!” slutter Anders Kissmeyer.
Den overvældede designer siger med stolthed: ”For mig var det stort, da designet kom i ”Wallpaper” for nogle måneder siden, men nomineringen 2. pladsen er bare så forrygende! Arbejdet med Nørrebro Bryghus har været meget specielt, fordi jeg fik chancen for at være med fra idé-stadiet. Dermed kunne vi integrere designet i selve Nørrebro Bryghus’ sjæl. Det opleves måske tydeligst i restauranten i Ryesgade 3 på Nørrebro, men at det er så stærkt, at det også helt isoleret herfra og tappet på flaske kan placere sig ved en af de største internationale designpriser, er en kæmpe cadeau.”
Læs mere om Design Week og designpriserne på:
http://www.designweekawards.co.uk/Assets/Files/14.%20Branded%20Packaging.pdf
http://www.designweekawards.co.uk/Categories.aspx?Action=-1585075888&ID=db697f76-cc35-4363-bedf-ad4c1b95d2eb
og
http://www.designweekawards.co.uk/
20 februar 2007.
For yderligere information kan rettes henvendelse til:
Nørrebro Bryghus, Anders Kissmeyer, +45 2924 9432
Punktum Design, Søren Varming, +45 2032 0063
